Christian Have:
Den nye guldalder – kunsten som vækstmotor (2015)

Det danske kulturliv står foran en ny guldalder. I hvert fald hvis kulturaktørerne og erhvervslivet begynder at indgå nye, kreative partnerskaber, som kommer begge parter til gavn.

Det fastslår Christian Have i denne bog, som rummer konkrete anvisninger til, hvordan sådanne partnerskaber bør fungere – og talrige cases, der allerede har tegnet et klart billede af, at Corporate Cultural Responsibility er en mulig løsning på kulturlivets finansieringsproblemer.

Bogen udkom i en opdateret, engelsksproget, international udgave i 2017.

"Det er en herlig bog, fordi den underbygger, at i en ny guldalder kan mennesker og samfund hverken undvære erhvervslivets rationalitet og viden eller kunstens sanselige og æstetiske udtryk."
– Marianne Jelved, tidl. kulturminister

"Christian Have skriver overbevisende om, hvorfor Danmark skal satse mere på dette samspil for at blive en af verdens mest kreative og innovative nationer, og giver gennem stærke cases rigtig gode erfaringer, som alle kan bruge."
– Mogens Jensen, kulturordfører (S)

"Midt i (endnu) en klynketid fra kulturens og kunstens verden kommer Christian Have med en gevaldig vitaminindsprøjning."
– Henrik Lyding, Jyllands-Posten

 

Christian Have:
Ansvar eller anarki
– om kunsten og kulturens dilemmaer og potentialer
(2013)

Hvad vil vi med vores kulturpolitik? Hvilken nytte skal kunsten tjene? Hvordan kan kunsten og kulturen bevæge sig aktivt ind på erhvervsmæssige områder og dermed skabe ny vækst og udvikling, der ikke er bundet op på et økonomisk rationale? Hvordan kan konkrete bud på nye ledelses- og organisationsstrukturer inspireret af kunsten og kulturen se ud? Og hvordan kan vi bruge kunst og kultur som en løftestang for en fortsat demokratisk udvikling i vores samfund?

I bogen slår Christian Have til lyd for et helt nyt kulturelt ansvar, der ikke længere kun ligger hos det offentlige, men også hos private virksomheder, fonde og alle os andre for den sags skyld.